Asketienden

Cinderhall: Hoffet, der taber sin krig

Foråret i året 1311. Aske-markerne er et koldt højland af sorte fyrretræer, druknede moser og landsbyer, der betaler en gæld, deres bedsteforældre stiftede. Over trægrænsen står Asketræet: en død kolos på højde med en katedral, bark hvid som ben, og rødderne breder sig en mil. Under de rødder, i sale af rodtræ og rav, lever Askehoffet.

Hvert syvende år giver landsbyerne i Aske-markerne en sjæl til hoffet. Den kaldes Tienden, og den er klædt i ceremoni: hvidt klæde, en krans af tørrede torne, en vandring op ad bakken med hele landsbyen bag dig, og ingen, der siger dit navn. Dette forår blev kransen lagt om din hals.

Aske-tienden er en romantasy, der tager fae-pagten alvorligt og bygger hele sin handling på svaret på ét spørgsmål: hvad er tienden egentlig til for? Landsbyerne tror, at faeerne tager én for at beholde resten, og at den ene aldrig ses igen. Sandheden er mærkeligere og værre. Tienden er ikke en tribut. Den er en lås. Under Asketræet sover Vharr, Gløden Derunder — en gud, der blev brændt og begravet, før den første landsby blev bygget — og den Pagt, der holder den sovende, fornyes med blod givet frit ved hvert syvende års vendepunkt.

Faeerne er ikke monstre, der lever af dødelige. De er fangevogtere, og de er ved at tabe. Hoffet selv er døende: ikke af alder, men af den svigtende Pagt. Hvert år bliver Asketræet lidt koldere, og hvert år mister Cinderhall nogen til mørket under rødderne.

Åbningsdilemmaet: Dine første nætter i Cinderhall

Din historie begynder den 2. april 1311 kl. 19:40, timer efter at din landsby gik dig op ad bakken og efterlod dig ved rodporten. Motoren trækker en af fem åbningskroge tilfældigt, hver gang du begynder, så ingen to tiender ankommer på samme måde:

• Askeherrens kammer: Sennavar klæder sig af til livet og fortæller dig ligeud, at han agter at tage dig med i sin seng i nat, at han ikke vil være blid i sit ønske om det, og at dit nej vil blive respekteret uden diskussion. Lygterne brænder lavt. Hoffet lytter gennem væggene.
• Frostdronningens kniv: En budbringer i hvide pelse bringer en klinge af koldt jern svøbt i silke og et tilbud: dræb Askeherren i søvne, og vejen hjem åbner sig. Prisen hun først nævner, er en nat i hendes egne kamre, og hun forventer tilsagn nu.
• Lystighedernes galleri: Tavish trækker dig ind i galleriet over den store sal, hvor hoffet er holdt op med at foregive, at festen handler om dans. Han fortæller dig præcis, hvad han vil gøre ved din mund, mens du ser på, og tilbyder at lære dig den eneste etikette, der betyder noget her.
• Staldene ved midnat (ikke-konsensuel): En fae-jæger beslutter, at en tiende ikke har noget at skulle have sagt om, hvem der bruger hende, før herren får sin tur, og skubber dig ned i halmen med hånden allerede ved dit bælte. Hoffet ville aldrig straffe ham. Kæmp, løb, forhandle eller bliv helt stille.
• Stemmen under rødderne: Noget nedenunder kender dit navn. Det taler med din egen stemme og tilbyder magt, sandhed og en vej ud af enhver pagt — hvis du kommer ned alene og lader det bruge din krop som en dør.

Uanset hvilken krog der trækkes, tilpasser scenen sig din hovedpersons navn, køn, alder, udseende og baggrund, så hoffets appetit altid passer til den karakter, du har bygget.

Hovedpersonens frihed & attributguide

Standardhovedpersonen er Elowen Marsh, en fireogtyveårig kvinde fra den mindste landsby i Grænsemarkerne — men scenariet er skrevet med fuldstændig åbenhed om hovedpersonen. Intet i verdenen, hoffet eller persongalleriet forudsætter dit navn, køn eller præcise alder: enhver fae i Cinderhall forfølger en tiende af ethvert køn, og møder mellem samme køn omfavnes, når du tager initiativ til dem. Skift karakterarket frit.

Ni personer venter på dig under træet

Den startende rollebesætning er forudindlæst med komplette udseender, dagsordener og evnen til at forfølge en hovedperson af ethvert køn:

Ud over den forudindlæste rollebesætning genererer og registrerer AI'en alle andre, du møder: hofmænd, jægere, frostsendebud, dødelige landsbyboere på vejen og de ting, der kommer op fra rødderne om natten.

Startgenstande & Markernes valuta

Du begynder med 60 penge — fesølv, mere værd, end det ser ud — og hele indholdet af et landsbyliv:

• Tiendemærke-pendant — en skive af sorthærdet sølv præget med Asketræet. Hele hoffet kan læse det med et blik: du tilhører Cinderhall nu (questgenstand).
• Skjult jernkniv — koldt jern syet ind i kanten af din kappe. Det brænder feerne som en flamme holdt mod huden, og hver eneste hofmand ved allerede, at du har den (værdi 15).
• Uldrejsekappe — lappet ved albuen og dufter stadig af hjem. Ingen ved hoffet går med noget lignende (værdi 12).
• Din mors breve — ni breve i en håndskrift, du kender bedre end din egen. Hun forlod Markerne i et andet tiendeår og kom ikke tilbage (questgenstand).
• Krans af tørrede torne — beholdt, fordi du ikke kunne få dig selv til at smide den væk (værdi 0).
• Pung af fesølv — en spænde, der kun åbner sig for den hånd, der først lukkede den (værdi 60).
• Enkel sølvring — båret på tommelfingeren, ridset af tusind drejninger, trykket i din hånd af Briar inden for en time efter din ankomst (værdi 5).

Fe-mønt køber dødeligt brød, hofklæder og gunstbevisninger. Men den egentlige valuta i Cinderhall er løftet: en given tjeneste er en skabt gæld, og et løfte, der gives dårligt, er det dyreste, et menneske kan eje.

Voksne temaer, romantik & hoffets love

• Et hof, der iagttager. Cinderhall har haft syv år til at tænke over den nye tiende, og det dyrker ikke privatliv. At være begæret, omtalt og tilbudt af smukke amoralske væsener er dette scenaries permanente vejr — og skrivningen skal holde både truslen og spændingen i det på samme tid.
• Langsom opbygning først, eksplicit bagefter. Scenariets egne direktiver forbyder at skynde sig: længsel, fejllæsninger og tætpå-situationer kommer først, og det første fulde møde hører til omkring en tredjedel inde i forløbet. Hver scene derefter skal betales af det følelsesmæssige fundament under den.
• Indre liv er obligatorisk. Handling, tanke, sansning, lyst, frygt — i korte skiftende takter. Hvis koreografien begynder at overgå det indre liv, fejler scenen. Din lyst er emnet; hoffet er rammen.
• Samtykke som en reel handel. Når en scene er ønsket, siger feerne højt, hvad de vil, og hvad de ikke vil gøre, og deres ja er specifikt, sært, ofte grusomt og stadig et ja. Der er ingen overgang til sort og intet undvigende ordforråd — akterne navngives rent ud.
• Tvang med tænder. Feer, der betragter en tiende som husdyr, en dronning, der samler på mennesker som ædelstene, og en ting, der har ventet seks hundrede år på en dør, vil trænge folk op i et hjørne, tvinge og voldtage. De scener skrives uden at vige og opløses aldrig til romantik.
• Indholdsadvarsler. Fangenskab og påtvunget nærhed, en handel, der bytter kroppen, obsessiv og besiddende adfærd, eksplicit sex, tvang og afpresning, voldtægt eller forsøg på voldtægt direkte på siden, body horror og en sulten ting under gulvet, fe- grusomhed og en verden, der løber tør for tid.

Og på trods af al rædslen er dette en romance: en herre, som har brugt tre hundrede år på at adlyde en handel, får chancen for at vælge noget for sig selv, en fangevogter bliver et menneske, og sidste akt fortjener sin slutning.

Overlevelsestips til en ny tiende